PE (polyethylen) anti-korrosionstape består typisk af tre lag: et polyethylensubstrat, et klæbende lag og et anti-frigørende lag. Underlaget er lavet af polyethylen med høj-densitet eller polyethylen med medium-densitet.
Polyethylen har en molekylær struktur på -(CH2-CH2)n-, der udviser høj kemisk inerthed. Dens molekylære kæde indeholder ingen polære grupper, og dens carbon-hydrogenbindingsenergi er så høj som 414 kJ/mol.
Dens kemiske korrosionsbestandighed er hovedsageligt baseret på mekanismer såsom fysiske barriereeffekter, kemisk inerthed, krystallisationsbeskyttelse og grænsefladeimpedans.
I forskellige kemiske medier, efter nedsænkning i en 10% svovlsyreopløsning i 30 dage, er trækstyrkens retentionshastighed større end 95%; efter nedsænkning i et miljø med 20 % saltsyre i 60 dage er masseændringshastigheden mindre end 0,5 %; efter nedsænkning i en 10% natriumhydroxidopløsning i 90 dage, er der ingen ændring i udseende, og den mekaniske egenskabsretention er større end 98%; efter nedsænkning i en 3,5% natriumchloridopløsning i 1 år er der ingen væsentlig ændring i ydeevnen; det udviser fremragende ydeevne mod alkoholer og ketoner, men er følsomt over for aromatiske kulbrinter og klorerede kulbrinter, som kan forårsage hævelse.
Sammenlignet med andre anti-korrosionsmaterialer (såsom epoxykultjærebelægning, polypropylentape, PVC-tape og FBE-belægning) udviser polyethylentape en anden ydeevne med hensyn til modstandsdygtighed over for mikrobiel jordkorrosion, lav-temperatur-ydeevne, modstandsdygtighed over for spændingsrevner, række af modstandsdygtighed over for kemiske medier og modstand mod mekanisk skade.
